Glemt grundlægger af Anonyme Alkoholikere?
Anne Ripley Smith var mere end blot Dr. Bob Smiths hustru – hun var en af de mest centrale, men måske ofte oversete skikkelser i AA’s tidlige historie. Bill Wilson omtalte hende som “AA’s moder”, og hendes hjem blev en af de vigtigste bastioner for det fællesskab, der senere skulle udvikle sig til Anonyme Alkoholikere. Hendes hengivenhed for Gud, hendes ukuelige støtte til alkoholikere og deres familier og hendes daglige vejledning af de første medlemmer af AA gjorde hende til en grundpille i bevægelsens formative år.
Kvinden bag Dr. Bob
Anne Ripley blev født den 3. marts 1881 i Oak Park, Illinois, i en familie af jernbanearbejdere.
Hendes opvækst var præget af nøjsomhed, men også af stærke værdier og en tro på, at livet skulle leves med ydmyghed og tjeneste for andre.
Hun var intelligent og ambitiøs og opnåede en plads på Wellesley College via et stipendium – noget hun ofte understregede, da hun ikke ønskede at give et falsk indtryk af velstand. Før sit ægteskab arbejdede Anne som lærer i Oak Park, Illinois.
Det var i St. Johnsbury, Vermont, at hun mødte Robert Holbrook Smith – den mand, der senere ville blive kendt som Dr. Bob, medstifter af AA. De mødtes til et skolebal i St. Johnsbury Academy, hvor Bob var elev.
Deres forhold var præget af en lang forlovelse, hele 17 år, sandsynligvis fordi Anne var på vagt over for at gifte sig med en mand, der drak. Først da Bob havde været ædru i en længere periode, blev de gift den 25. januar 1915 i Annes mors hjem.
Som det var skik og brug dengang lagde hun efter brylluppet sin egen karriere til side for at fokusere på familien og sin mands praksis.
I begyndelsen var deres ægteskab lykkeligt. Bob var nyuddannet læge, og hans karriere var på vej opad. De flyttede ind i et lille hus på 855 Ardmore Avenue i Akron, Ohio – et hjem, der senere skulle blive epicentret for den bevægelse, de begge kom til at spille en afgørende rolle i.
Familielivet i Akron
Anne og Bob blev forældre i 1918, da deres søn, Robert Smith Jr. – kaldet “Smitty” – blev født. Nogle år senere, da Anne var i fyrrerne og ikke kunne få flere biologiske børn, besluttede de at adoptere en datter, Sue. De to børn var født med kun få måneders mellemrum, hvilket gjorde, at de voksede op som næsten jævnaldrende søskende.
Bag adoptionen lå en særlig historie. Sue kom fra en familie, der ikke kunne tage sig af hende, og Anne og Bob åbnede deres hjem for hende.
Familielivet var dog præget af store udfordringer. Dr. Bobs alkoholisme kastede en skygge over hjemmet, og børnene voksede op med en far, der ofte var irritabel, fraværende eller uforudsigelig på grund af sit drikkeri. Smitty og Sue huskede, hvordan deres mor kæmpede for at holde familien samlet, bad for deres far og gjorde, hvad hun kunne, for at skabe en form for stabilitet i en kaotisk hverdag.
Økonomien var ofte presset, især under depressionen i 1930’erne. Dr. Bob havde svært ved at holde sin lægepraksis kørende, og familien måtte nogle gange klare sig med meget lidt. Anne gjorde sit bedste for at få hverdagen til at hænge sammen og sørgede for, at der trods alt var en vis form for tryghed for børnene.
Selvom hjemmet var præget af usikkerhed og frustration, beskrives Anne som en kvinde, der havde en dyb omsorg for andre. Hendes datter Sue fortalte senere, at hendes mor var “et skjold og en trøst” – ikke kun for familien, men også for de mange alkoholikere og deres pårørende, der kom i kontakt med hende i de senere år.
Livet med en alkoholiker
Dr. Bob kæmpede med alkoholisme gennem store dele af deres ægteskab, og Anne oplevede de smerter, frustrationer og håb, som mange hustruer til alkoholikere kender til. Hun forsøgte utallige gange at hjælpe sin mand – hun skjulte flaskerne, bad for ham, og hun forsøgte at holde familien samlet, selv da hans drikkeri truede deres økonomi og sociale status.
Hendes tro blev en bærende kraft i hendes liv. I 1933 begyndte hun at deltage i møder i Oxfordgruppen, en kristen bevægelse med fokus på personlig forvandling gennem moral, bøn og bekendelse. Hun trak Dr. Bob med sig, men hans ædruelighed lod vente på sig. Han fortsatte med at drikke hver aften, selv efter at han havde deltaget i Oxfordgruppens møder i over to år.
Men Anne gav aldrig op. Hun bad for ham, vejledte ham og blev ved med at tro på, at han kunne forandres.
Mødet med Bill Wilson – Begyndelsen på AA
I maj 1935 blev Anne kontaktet af Henrietta Seiberling, en fælles veninde, som fortalte, at der var en mand i byen, der måske kunne hjælpe Bob. Denne mand var Bill Wilson, en alkoholiker fra New York, som var forblevet ædru ved at hjælpe andre alkoholikere.
Da Bill og Bob mødtes den 12. maj 1935, ændrede det alt. De to mænd tilbragte timevis sammen, hvor Bill fortalte om sine erfaringer og sin åndelige opvågning. Bob lyttede – måske for første gang i sit liv – til en anden alkoholiker, der forstod hans problem.
Det var dog ikke kun mændene, der lagde grunden til AA. Anne spillede en afgørende rolle. Da Bill Wilson flyttede ind hos dem og blev boende i deres hjem i flere måneder, var det Anne, der holdt familien og deres nye fællesskab sammen. Hun lavede mad, sørgede for gæster, rådgav hustruerne til de alkoholikere, der begyndte at samles i deres hjem, og vigtigst af alt – hun ledte daglige morgenmøder, hvor hun læste op fra Bibelen og delte sin spirituelle indsigt.
Hendes hjem blev ikke bare et tilflugtssted for de tidlige AA-medlemmer, men også en skole i spirituel udvikling.
Bruddet med Oxfordgruppen
Selvom både Anne og Dr. Bob i flere år havde været aktive i Oxfordgruppen, blev det tydeligt, at de alkoholikere, der samledes i Smiths hjem, havde en mere specifik mission end den brede spirituelle og moralske forvandling, som Oxfordgruppen prædikede. AA’s fokus var på at hjælpe alkoholikere med at opnå og bevare ædruelighed, mens Oxfordgruppen fastholdt sin bredere tilgang til livsforbedring gennem moralsk perfektion.
Bruddet mellem AA og Oxfordgruppen i 1939 skyldtes flere faktorer:
- Oxfordgruppens skepsis over for “de drikkende mænds bog” – mange i Oxfordgruppen anså bogen, der senere blev kendt som Alcoholics Anonymous, for at være et kommercielt afvigelse fra deres principper.
- Fokus på moralsk perfektion – Oxfordgruppen insisterede på de fire absolutte idealer (ærlig, ren, uselvisk og kærlig adfærd), hvilket de tidlige AA-medlemmer fandt urealistisk og uopnåeligt.
- Spirituel snæverhed – Oxfordgruppen bevægede sig mere i retning af en specifik kristen praksis, mens AA ønskede at være åbent for alle med en hvilken som helst trosopfattelse.
I oktober 1939 trak Akron-gruppen sig endegyldigt fra Oxfordgruppen, og Anne Smith valgte at fortsætte sit arbejde inden for AA. Hendes hjem forblev et centrum for AA-aktiviteter, og hun fortsatte med at lede morgenmøderne, hvor hun læste op fra Bibelen, Oxfordgruppens litteratur og delte sin spirituelle indsigt med de alkoholikere, der søgte hjælp.
Hendes engagement var dog ikke begrænset til alkoholikerne. Hun arbejdede tæt sammen med deres ægtefæller, især hustruerne, som ofte følte sig magtesløse i mødet med deres mænds sygdom. Anne Smith blev en uvurderlig støtteperson, der gav kvinderne håb og vejledning i, hvordan de kunne støtte deres mænd uden selv at gå til grunde i processen.
Hendes tro på bøn, vejledning og daglig spirituel refleksion forblev en integreret del af AA’s tidlige udvikling, og hendes indsats levede videre gennem de principper, hun delte i sin journal og i det daglige liv med de mennesker, hun hjalp.
Anne Smiths Journal
Mellem 1933 og 1939 førte Anne en spirituel dagbog, som i dag er kendt som Anne Smith’s Journal. Her skrev hun om de principper, hun troede på, og som hun underviste de tidlige AA-medlemmer i. Hun noterede vigtige begreber fra Oxfordgruppen, som senere blev en del af AA’s filosofi, herunder:
- Surrender (overgivelse): At give sin vilje og sit liv over til Gud.
- Self-examination (selvundersøgelse): At tage et ærligt kig på sig selv og sine fejl.
- Confession (bekendelse): At dele sine fejl og mangler med et andet menneske.
- Restitution (genoprettelse): At gøre op med fortiden og rette de skader, man har forvoldt.
- Quiet Time (stilletid): At søge vejledning gennem bøn og meditation.
Hendes journals indflydelse på AA’s tidlige udvikling i Akron området er uomtvistelig.
Den sidste tid
Anne Smiths sidste år var præget af sygdom. Hun led af dårligt syn, gik dårligt og blev ramt af svær gigt. Alligevel fortsatte hun med at hjælpe andre indtil sin død den 1. juni 1949.
Hun blev begravet i Akron, Ohio, ved siden af sin mand, som døde året efter.
Hendes enorme betydning i AAs allertidligste dage kan ikke overvurderes. Uden Anne Smiths urokkelige tro, hendes daglige vejledning og hendes kærlighed til dem, der led, er det svært at forestille sig, at AA ville have overlevet de første år. Hun var ikke kun hustruen til en af grundlæggerne – hun var selv en grundlægger.
Vide du vide mere, kan du læse bogen: Anne Smith’s journal, 1933-1939 : A.A.’s principles of success
af Dick B.