I marts 1938 befandt det lille fællesskab omkring Bill W. og Dr. Bob sig ved et økonomisk vendepunkt.
Planerne havde været store. De forestillede sig blandt andet hospitaler, behandlingssteder og betalte medarbejdere, som kunne bringe arbejdet videre. Gennem kontakter i kredsen omkring John D. Rockefeller Jr. var der opstået et håb om betydelig økonomisk støtte.
Men den store finansiering blev ikke til noget. Allerede inden Rockefellers endelige skriftlige svar begyndte Hank Parkhurst og de andre derfor at overveje en helt anden måde at finansiere arbejdet på.
Richardson og Amos
To personer fra kredsen omkring Rockefeller spillede en vigtig rolle i forløbet.
Willard Richardson var en af forbindelserne til Rockefeller kredsen og spillede en central rolle i kontakten mellem gruppen og John D. Rockefeller Jr.
Frank Amos blev sendt til Akron for at undersøge arbejdet omkring Dr. Bob. Hans positive vurdering blev vigtig i overvejelserne om, hvorvidt og hvordan gruppen skulle støttes.
Rockefeller ønskede imidlertid ikke at finansiere den omfattende organisation, som Bill og de andre havde forestillet sig.
Der kom ganske vist et bidrag på 5.000 dollars, men pengene var tiltænkt Dr. Bob og arbejdet i Akron. De løste derfor ikke de økonomiske problemer i New York og finansierede heller ikke de større planer om hospitaler og en mere omfattende organisation.
Det er en vigtig forskel.
Den store plan var allerede faldet
Schaberg beskriver, hvordan Bill fik at vide, at Richardson ikke ville bede Rockefeller om en stor bevilling til et hospital eller sanatorium. Bill rejste derefter til Akron og videre for at drøfte situationen med Dr. Bob og Fitz Mayo.
Da nogle af de centrale personer mødtes hjemme hos Hank Parkhurst den 13. marts, var det derfor allerede klart, at den store Rockefeller finansiering ikke ville komme.
Her begyndte de for alvor at diskutere idéen om en fond.
Tre dage senere tog Hank næste skridt.
Hank Parkhursts forslag
Den 16. marts 1938 skrev Hank Parkhurst til Frank Amos og skitserede sine tanker om noget, han kaldte “The Fund”.
Det var mere end blot et forslag om at skaffe nogle penge.
Hank forsøgte at beskrive, hvordan pengene skulle skaffes, administreres og fordeles, og hvilke problemer man skulle forsøge at undgå.
Fonden skulle være forholdsvis løst organiseret. En administrator med forretningsmæssig baggrund skulle håndtere pengene, mens personer med ansvar for selve arbejdet med alkoholikere skulle have adgang til midlerne efter behov.
Samtidig skulle der være en klar adskillelse mellem penge og selve hjælpearbejdet.
Hank var bekymret for, at arbejdet kunne blive professionaliseret. De personer, der udførte arbejdet med alkoholikere, skulle derfor ikke have løn for det. Ifølge hans forslag skulle de have deres eget arbejde og deres eget forsørgelsesgrundlag.
Allerede her dukker en tanke op, som senere bliver meget genkendelig i AA.
Hvem skulle pengene komme fra?
Endnu mere interessant er Hanks tanker om, hvem der skulle finansiere fonden.
I begyndelsen forestillede han sig, at bidrag kunne komme fra mennesker og virksomheder, som havde haft direkte gavn af arbejdet. Det kunne eksempelvis være familier eller virksomheder, der havde oplevet konsekvenserne af alkoholisme og siden set en alkoholiker komme sig.
Men Hank vidste også, at andre ville ønske at give penge af rent humanitære grunde.
Sådanne bidrag kunne efter hans mening accepteres i begyndelsen.
Men kun midlertidigt.
Når der efterhånden kom tilstrækkelige bidrag fra mennesker og virksomheder, som direkte havde haft gavn af arbejdet, skulle nye humanitære bidrag afslås.
Og Hank gik endnu længere.
De humanitære bidrag, man allerede havde modtaget, skulle efter hans forslag betales tilbage så hurtigt som muligt.
Det er en bemærkelsesværdig tanke allerede i marts 1938.
Ikke den Syvende Tradition endnu
Det ville være forkert at sige, at Hank dermed havde formuleret AAs senere Syvende Tradition.
Det havde han ikke.
Hans model tillod stadig penge udefra, og en egentlig AA tradition om fuld selvforsyning lå mange år ude i fremtiden.
Men retningen er interessant.
Kun kort tid tidligere havde Bill og andre håbet på betydelig finansiering fra en af USA’s rigeste mænd.
Nu foreslog Hank en model, hvor almindelige humanitære bidrag kun skulle være midlertidige. På længere sigt skulle de afslås, og allerede modtagne bidrag skulle betales tilbage.
Samtidig ønskede han at undgå, at selve arbejdet med alkoholikere udviklede sig til et lønnet erhverv.
Det var endnu ikke det økonomiske princip, AA senere kom til at kende.
Men nogle af byggestenene var allerede ved at dukke op.
Det er måske netop dét, der gør Hanks brev fra den 16. marts 1938 så interessant:
Da udsigten til store penge forsvandt, begyndte nogle af de første AA medlemmer at overveje en finansieringsmodel, hvor arbejdet på længere sigt ikke skulle være afhængigt af almindelig velgørenhed.
Kilde: William H. Schaberg, Writing the Big Book: The Creation of A.A., kapitlet “The Alcoholic Fund”.