Sådan virker det

Kapitlet Sådan virker det er hjertet i Anonyme Alkoholikeres program. Her præsenteres de 12 trin, som danner grundlaget for ædruelighed og et nyt liv. Trinene bygger på alt det, vi har lært indtil nu: erkendelsen af vores magtesløshed, behovet for en højere magt og nødvendigheden af at tage konkrete skridt for at opnå forandring.

Kapitlet indeholder også en vigtig opsummering af de fundamentale sandheder om alkoholisme og løsningen:

  1. At vi er alkoholikere, og at vi ikke kan klare vort eget liv.
  2. At der sikkert ikke findes nogen menneskelig magt, som kan befri os fra alkoholismen.
  3. At Gud (eller en højere magt), som vi opfatter det, kan og vil, hvis vi søger Ham.

Dette er kernen i A.A.’s program – og fundamentet for den rejse, der udfolder sig gennem de 12 trin.

Kapitel 5, 6 og 7 – Trinene i praksis

Kapitel 5 Sådan virker det præsenterer trinene, mens kapitel 6 Handling og kapitel 7 Arbejdet med andre går i dybden med, hvordan vi praktisk arbejder med trin 5-12.

Her giver vi et kort rids af de enkelte trins betydning:

De 12 trin

  1. Vi indrømmede, at vi var magtesløse over for alkohol – at vi ikke kunne klare vort liv.
  • Dette trin handler om at se realiteten i øjnene: Af fysiske årsager kan vi ikke kontrollere mængden af alkohol, vi indtager, når vi har taget den første genstand. Selv om vi ved det, er vi af psykiske årsager ude af stand til at lade den første stå.
  1. Vi kom til at tro, at en Magt større end os selv kunne give os vor sunde fornuft tilbage.
  • Her begynder vi at åbne os for muligheden af, at noget uden for os selv kan hjælpe. Den sunde fornuft, der er tale om her, er evnen til at se konsekvenserne af at tage den første drink – en evne, der er blevet blokeret af vores psykiske besættelse. Vi drikker kun på den løgn, som denne besættelse fortæller os. Trinet kræver ikke, at vi allerede tror, men blot at vi er villige til at tro, at det, der har virket for andre, også kan virke for os.
  1. Vi besluttede at give vor vilje og vort liv over til Guds omsorg – Gud sådan som vi opfattede Ham.
  • Dette trin handler om at tage en vigtig beslutning: Vi vælger at give slip på vores ego og åbne os for, at en kraft uden for os selv kan guide os i vores liv. Men en beslutning alene ændrer intet – den skal følges op af handling for at have effekt.
  1. Vi lavede en dybtgående og frygtløs moralsk opgørelse over, hvad vi indeholdt.
  • Selvransagelsen er nøglen til at fuldføre den beslutning, vi tog i 3. trin. For at komme videre må vi finde ud af, hvad der holder os tilbage. Det kræver mod at se ærligt på vores fejl, frygt og de skader, vi har forårsaget, men denne proces er helt afgørende for at opnå varig forandring.
  1. Vi indrømmede over for Gud, for os selv og for et andet menneske, nøjagtig hvordan det forholdt sig med vore fejl.
  • Dette trin handler om at dele vores erkendelser fra selvransagelsen i trin 4. Når vi sætter ord på det, vi tidligere har skjult, bryder vi isolationen og letter den byrde af skam og skyld, vi har båret rundt på.
  • At dele dette med et andet menneske giver os ikke kun forståelse og accept, men også en mulighed for at få feedback. Vi har ofte rationaliseret og undskyldt vores adfærd i en grad, der gør det svært for os at se sandheden om vores karakterbrister.
  1. Vi var helt indstillet på at lade Gud fjerne alle disse fejl i vores karakter.
  • Her tager vi endnu et skridt mod forandring ved at blive villige til at give slip på de negative mønstre, vi har identificeret. Villighed er kernen i dette trin – vi bliver ikke perfekte, men vi må være åbne for at lade forandring ske.
  1. Vi bad Ham ydmygt om at fjerne vore fejl.
  • Dette trin handler om at praktisere ydmyghed. At erkende vores karakterbrister er ikke nok til at fjerne dem. Vi må søge styrke og hjælp fra det, vi opfatter som en højere magt, til at gøre det arbejde, vi ikke kan klare selv.
  1. Vi lavede en liste over alle de mennesker, vi havde gjort fortræd, og blev villige til at gøre det godt igen over for dem alle.
  • Vi begynder at tage ansvar for fortidens handlinger ved at lave en ærlig og omfattende liste over dem, vi har såret. Målet med dette trin er at starte en proces, hvor vi gradvist opnår villigheden til at gøre det godt igen. Mange af os er i starten ikke parate til at rette op på alle forhold, men gennem arbejdet med listen vokser vores parathed og mod til at tage de nødvendige skridt.
  1. Vi gik direkte til disse mennesker og gjorde det godt igen, hvor det var muligt, undtagen hvor dette ville skade dem eller andre.
  • Her tager vi konkret handling for at rette op på fortidens skader og genopbygge tillid og relationer. Målet er at kunne gå med rank ryg og leve i fred med os selv, verden og de mennesker, vi har såret.
  1. Vi fortsatte vor personlige opgørelse, og når vi havde fejlet, indrømmede vi det straks.
  • Dette trin handler om at tage ansvar i øjeblikket og korrigere vores fejl, når de opstår. I tidligere kapitler lærte vi, at alkoholikere mangler det forsvar, der forhindrer almindelige mennesker i at lægge hånden på en varm kakkelovn – og os fra at tage den første drink. Den sunde fornuft har vi nu fået tilbage. Ved at praktisere trin 1-9 i vores daglige liv opretholder vi den ærlighed og selvindsigt som en kontinuerlig praksis, der sikrer vores fortsatte ædruelighed.
  1. Vi søgte gennem bøn og meditation at forbedre vor bevidste kontakt med Gud, sådan som vi opfattede Ham, idet vi alene bad om at få at vide, hvad der var Hans vilje med os og om styrken til at udføre den.
  • Hver morgen gør vi os klar til at møde dagen med vores nye attitude. Hver aften ser vi tilbage på, hvor godt vi har formået det i løbet af dagen. Gennem denne praksis arbejder vi på at fordybe vores åndelige forbindelse og lytte til, hvad der er det næste rigtige skridt i vores liv.
  1. Når vi som følge af disse trin havde oplevet en åndelig opvågnen, forsøgte vi at bringe dette budskab videre til alkoholikere og at efterleve disse principper i alt, hvad vi gjorde.
  • Ved at arbejde os gennem trin 1-9 oplever vi automatisk en personlighedsforandring, der er tilstrækkelig til at opnå ædruelighed. For at beholde den bliver vi nødt til både at hjælpe andre alkoholikere og leve efter de principper, vi har lært.

Kapitlerne Sådan virker det, Handling og Arbejdet med andre viser os, hvordan vi kan opnå forandring gennem de 12 trin. De præsenterer ikke kun en vej ud af alkoholens greb, men også en måde at leve et nyt og meningsfuldt liv på. Det handler ikke om at forstå alting fra starten, men om at være villig til at tage det første skridt og finde støtte i fællesskabet.

Vi opfordrer dig til at finde en samarbejdspartner – et andet A.A.-medlem med længere ædruelighed – der kan støtte dig på denne rejse. Sammen kan I tage trinene ét ad gangen og finde vejen mod varig ædruelighed.

Se videoen Sådan virker det