AAs poetiske sjæl og troens skeptiker
John Henry Fitzhugh Mayo juli 1897 – 4. okt. 1943, bedre kendt som Fitz Mayo, var en af de første medlemmer af Anonyme Alkoholikere i New York og en af de tidligste til at opnå varig ædruelighed.
Han var en mand præget af modsætninger – en præstesøn, der vendte ryggen til troen, en drømmer, der fejlede i karriere og ægteskab, men som fandt en ny retning gennem AA.
Hans historie Our Southern Friend (Vores ven fra sydstaterne) er en af de mest poetiske og introspektive fortællinger i Store Bog. Han beskrives også i kapitel 4, We Agnostics (Vi agnostikere/Vi fritænkere), som manden, der troede, han var ateist, men oplevede en spirituel opvågning.
Selvom Fitz aldrig fik den samme ikoniske status som Bill W. eller Dr. Bob, spillede han en afgørende rolle i AAs tidlige udvikling – både som en af de første til at blive ædru i New York og som en stærk stemme i debatten om AAs forhold til tro og spiritualitet.
En præstesøn, der vendte ryggen til troen
Fitz blev født i 1898 i Syden som søn af en episkopal præst. Hans far var en godhjertet og inkluderende mand, der behandlede alle mennesker ens, uanset baggrund. Familien levede et beskedent, men kærligt liv, hvor tro og fællesskab spillede en stor rolle.
Men Fitz begyndte tidligt at gøre oprør mod troen. Han følte, at han blev tvunget til at modtage “en overdosis af religiøs undervisning” og erklærede sig som ateist i sin ungdom. Religion var for ham en påtvungen arv snarere end en personlig overbevisning.
Hans første møde med alkohol på college blev skelsættende. Da en ældre student tilbød ham en drink, tøvede han, men ønskede ikke at virke svag. Han tog et glas, følte sig først utilpas, men derefter fortryllet af den varme, selvsikre følelse, alkoholen gav ham. Pludselig var han ikke længere den spinkle usikre præstesøn – han var med et en kammeratlig og jovial fyr.
Men det, der først virkede som en ven, blev hurtigt en destruktiv kraft i hans liv.
Fiasko på fiasko – karriere og ægteskab i ruiner
Fitz var en intelligent og følsom mand, men hans drikkeri ødelagde hans karrieremuligheder. Han arbejdede som bogholder og skolelærer, men kunne ikke fastholde et job. Hans økonomiske situation blev forværret af dårlige investeringer og depressionen.
Hans ægteskab med Libby Mayo led samme skæbne. Da Bill og Lois Wilson besøgte parret i Cumberstone, Maryland, i 1936, var forholdet allerede på randen af sammenbrud. Kort efter deres besøg blev Fitz og Libby skilt.
Hans drikkeri gjorde ham upålidelig. Da hans kone fødte deres barn, var han ikke ved hendes side – han var ude at drikke. Han skuffede sin familie igen og igen, især i de øjeblikke, hvor de havde mest brug for ham.
Forladt af sin kone og uden en stabil karriere, sank Fitz dybere ned i alkoholismen. I et sidste desperat forsøg på at redde sig selv indtjekkede han sig selv på Towns Hospital i New York – samme hospital, hvor Bill W. havde fået behandling.
Den anden ædru i New York
Fitz var sandsynligvis den anden mand efter Hank Parkhurst til at blive ædru i New York. Efter sin behandling på Towns Hospital blev han en del af den spirende AA-gruppe, der samledes i Bill og Lois Wilsons hjem – allerede før bruddet med Oxfordgruppen.
I begyndelsen var Fitz stærkt optaget af kristendommen og ønskede, at Store Bog skulle afspejle kristne doktriner og bruge bibelske termer. Han insisterede på, at bogen skulle have en tydelig kristen tone, men dette førte til en stor debat.
Det var i denne diskussion, at kompromiset blev født: Udtrykket “God as we understood Him” blev indført, så AA kunne være åbent for mennesker med forskellige trosretninger – eller uden nogen tro overhovedet.
Fitz havde også en vigtig rolle i at bringe Jim Burwell ind i AA. De var barndomsvenner, og det var Fitz, der introducerede Jim for fællesskabet. Ironisk nok blev Jim senere en af de stærkeste fortaler for AAs ikke-religiøse tilgang.
Spirituel opvågning – Fra ateist til troende
Selvom Fitz oprindeligt identificerede sig som ateist, havde han en dybtgående åndelig oplevelse, mens han var på hospitalet.
Han blev stillet et simpelt, men livsændrende spørgsmål:
“Hvem er du, at du kan sige, der ikke findes en Gud?”
Dette spørgsmål rystede Fitz i sin kerne. Han begyndte at overveje muligheden for, at alle de troende mennesker, han havde kendt i sit liv, måske ikke tog fejl.
Han faldt på knæ og overgav sig til en højere magt. Da han lagde sig til at sove, oplevede han for første gang i lang tid en følelse af dyb fred.
Dette blev et vendepunkt for ham. Fra da af troede Fitz på Gud – ikke nødvendigvis på en traditionel måde, men på en personlig og oplevet måde.
En pioner i Washington D.C.
Efter at være blevet ædru begyndte Fitz at arbejde aktivt for at hjælpe andre alkoholikere. Han var med til at starte de første AA-grupper i Washington D.C. og blev en vigtig figur i at sprede budskabet om AA uden for New York.
Han tog sin egen erfaring med sig og lærte andre, at vejen til ædruelighed ikke kun handlede om at stoppe med at drikke – men om at finde en ny måde at leve på.
Kampen mod kræft – En død med ædrueligheden i behold
Fitz fortsatte med at være aktiv i AA, men hans liv blev kort. I 1943, kun 45 år gammel, døde han af kræft – men han døde ædru, efter otte års ædruelighed.
Hans bidrag til AA var betydningsfuldt, ikke kun fordi han var en af de tidligste medlemmer, men også fordi han hjalp med at forme fællesskabets tilgang til spiritualitet.
Hans historie Our Southern Friend blev inkluderet i de første tre udgaver af Store Bog, og han nævnes også i kapitel 4, We Agnostics, som manden, der troede, han var ateist.
Eftermæle – En mand af tro og tvivl
Fitz Mayo var en mand, der balancerede mellem tvivl og tro, mellem fortvivlelse og håb. Han var en søgende sjæl, en poetisk stemme i AAs tidlige historie og en vigtig brobygger mellem den kristne tradition og en bredere, mere inkluderende åndelighed.
Hans rejse fra ateist til troende, fra fortvivlet dranker til en mand, der levede i taknemmelighed, gør ham til en af de mest fascinerende skikkelser i AAs historie.
Citat fra Fitz Mayo:
“Jeg lærte, at når vi handler ud fra den højeste form for ærlighed, vi kender til, så bliver vores sans for ærlighed mere skarp.”