Speak i forbindelse med AAs 91 års fødselsdag
Tak fordi jeg måtte sige lidt i anledning af AA’s fødselsdag.
Historien om AA begynder måske i foråret 1935, hvor to desperate alkoholikere mødtes i Akron.
To alkoholikere, som begge havde prøvet alt muligt for at stoppe med at drikke.
Jo mere jeg tænker over det, desto mere slår det mig, hvor usandsynlig hele historien egentlig er.
For hvad var det egentlig, der skete?
To alkoholikere mødtes.
Ingen af dem anede, at de var ved at starte noget, der ville hjælpe mennesker over hele verden.
De havde ingen organisation.
Ingen kontorer.
Ingen litteratur.
Ingen traditioner.
Ingen koncepter.
Ingen servicekonference.
De havde egentlig kun én ting.
De havde opdaget, at når én alkoholiker taler ærligt med en anden, sker der noget.
Bill W. kom ikke til Akron for at starte AA.
Han var på en forretningsrejse, som var ved at gå galt.
Han havde været ædru omkring ½ år, da han stod alene på et hotel og var tæt på at drikke.
Der fik han en afgørende erkendelse.
Han havde brug for at tale med en anden alkoholiker.
Ikke for at redde den anden.
Men for selv at forblive ædru.
Den søgen førte ham til Dr. Bob.
Efter mødet sagde Dr. Bob senere, at Bill var det første menneske, han havde talt med, som virkelig vidste, hvad han talte om.
Ikke fordi Bill var ekspert.
Men fordi han selv var alkoholiker.
Han kendte problemet indefra.
Det blev begyndelsen på noget helt nyt.
Og det er egentlig en smuk beskrivelse af AA.
Vi redder ikke andre mennesker.
Vi hjælper hinanden.
Og derfor sidder vi her 91 år senere.
Og taler stadig om den samme løsning.
Det synes jeg egentlig er ret fantastisk.
Derfor begyndte jeg at lege med en tanke:
Hvad nu hvis Bill W. og Dr. Bob kom ind ad døren til et dansk AA-møde i aften?
Hvad ville de glæde sig over?
Og hvad ville de måske undre sig over?
Jeg tror først og fremmest, de ville glæde sig.
De ville glæde sig over, at AA stadig eksisterer.
Det lyder måske som en selvfølge for os.
Men det var det ikke.
Da Bill og Bob begyndte, fandtes der ingen garanti for, at AA ville overleve.
Mange lignende bevægelser er forsvundet igen.
Mange stærke personligheder har startet noget, som døde med dem.
Men over 90 år senere sidder vi her.
Nogle af os i mødelokaler.
Nogle på Zoom.
Nogle i Danmark.
Nogle på den anden side af jorden.
Og vi taler stadig om den samme løsning.
Det tror jeg ville glæde dem.
Jeg tror også, de ville glæde sig over friheden.
AA er ikke blevet ejet af nogen.
Ingen regering ejer AA.
Ingen kirke ejer AA.
Ingen profession ejer AA.
Ingen leder kan bestemme over AA.
Grupperne er stadig frie.
Medlemmerne er stadig frie.
Traditionerne beskytter os stadig.
Det ville de være taknemmelige for.
Men jeg tror også, de ville stille nogle spørgsmål.
Et af spørgsmålene kunne være:
Hvordan giver I budskabet videre i dag?
Det spørgsmål rammer mig personligt.
Da jeg kom til AA for mange år siden, engagerede jeg mig meget.
Jeg gik til møder.
Jeg lavede service.
Jeg var glad for fællesskabet.
Men jeg arbejdede ikke med programmet.
Ikke fordi jeg ikke ville.
Men jeg vidste faktisk ikke, hvordan man gjorde.
Det var der ikke mange omkring mig, der gjorde dengang.
Først fire år senere kom jeg til et Store Bogs Seminar.
Fire år i AA uden egentlig at kende programmet!
Ved seminaret læste to amerikanere op af Store Bog og fortalte om deres egne erfaringer.
Jeg sad nærmest med åben mund.
For jeg tænkte:
Hvis det her er AA – hvad var det så, jeg gik i før?
Det blev begyndelsen på et helt nyt forhold til programmet.
Og jeg har tit tænkt på, hvor vigtigt det er, at vi bliver ved med at give det videre.
Ikke møderne.
Ikke fællesskabet.
Men løsningen.
Møderne og fællesskabet er vigtige og følelsen af endelig at høre til er vidunderlig,
Men det er gennem AAs program jeg lærer at leve ædru og med sindsro i den virkelige verden.
Jeg tror også, Bill ville spørge:
Hvordan passer I på jeres enhed?
For det var noget af det, der optog ham mest.
Faktisk opdagede AA det allerede fra begyndelsen.
De to første grupper i Akron og New York arbejdede ikke helt ens.
Der var forskellige erfaringer, forskellige personligheder og forskellige måder at gøre tingene på.
Og det blev hurtigt klart, at det ikke var forskellighederne, der var farlige.
Det farlige var, hvis vi begyndte at sætte vores egen gruppe, vores egne idéer eller vores egne ønsker højere end fællesskabet som helhed.
Derfor lærte AA efterhånden noget vigtigt:
Vi skal have frihed til at finde vores egen vej.
Men når det, vi gør, påvirker andre grupper eller fællesskabet som helhed, bør vi tale sammen, lytte til hinanden og søge en fælles forståelse.
Ellers risikerer vi at miste det, som binder os sammen.
Bill vidste, at alkoholikere er mennesker.
Og mennesker har ego.
Det gælder måske især os alkoholikere.
Vi kan blive uenige.
Vi kan danne grupper.
Vi kan komme til at tro, at vores måde at gøre tingene på er den eneste rigtige.
Men han vidste også.
At fælles velfærd nogle gange er vigtigere end at få ret.
Det er derfor, vi har traditionerne og koncepterne.
Ikke for at begrænse os.
Men for at beskytte os.
Ikke mod verden.
Men for at beskytte os mod os selv.
Det synes jeg er en af de smukkeste tanker i hele AA.
Jeg tror, vi nogle gange glemmer Dr. Bob.
Bill skrev bøgerne.
Bill skrev traditionerne.
Bill skrev koncepterne.
Men Bob blev ved med at minde os om noget enkelt.
Det vigtigste er stadig den næste alkoholiker.
Da folk spurgte ham om hemmeligheden bag AA, kom han tilbage til de samme ting:
kærlighed,
tjeneste,
og at hjælpe andre alkoholikere.
Det er egentlig bemærkelsesværdigt.
For når man læser om AA’s historie, er det let at blive optaget af bøgerne, traditionerne og strukturen.
Men Bob blev ved med at pege på mennesket.
Og så tror jeg, de begge ville stille et sidste spørgsmål.
Måske det vigtigste.
Hvem tager over efter jer?
Det spørgsmål bliver vigtigere jo ældre jeg bliver.
For AA overlever ikke på grund af litteraturen alene.
AA overlever ikke på grund af strukturen alene.
AA overlever ikke på grund af gamle medlemmer alene.
AA overlever fordi nogen giver det videre.
Til den næste.
Og den næste.
Og den næste igen.
Jeg tror faktisk, det var derfor Bill brugte så mange år på traditionerne og koncepterne.
Ikke fordi han elskede struktur.
Men fordi han elskede alkoholikere.
Han prøvede at bygge et fællesskab, som kunne overleve ham selv.
Og det gjorde det.
Når jeg ser tilbage på AA’s historie, er det måske det, der imponerer mig mest.
Ikke at Bill og Bob fandt en løsning.
Men at de var villige til at give den videre.
Og derefter give ansvaret videre.
Og derefter give tilliden videre.
Hvis Bill og Bob kom til Danmark i dag, tror jeg ikke, de ville spørge, hvor mange møder vi har.
Jeg tror ikke, de ville spørge, hvor mange udvalg vi har.
Jeg tror heller ikke, de ville spørge, hvor mange sider der står i Servicehåndbogen.
Jeg tror de ville spørge:
Virker det stadig?
Åbner I stadig jeres hjerter og hjem for den lidende alkoholiker?
Inkluderer I stadig alle, der har et ønske om at holde op med at drikke?
Giver I stadig programmet videre?
Hvis svaret er ja, så tror jeg faktisk, de ville føle sig hjemme.
Tillykke med fødselsdagen, AA.
Og tak fordi nogen gav det videre til os.
Så vi kan give det videre til den næste.